Lørdag nat omkring kl. 2.40 blev en ung mand anholdt i Nakskov efter en konfrontation med politiet. Manden havde parkeret sin bil på Axeltorv, hvor parkering ikke er tilladt.
Da betjentene henvendte sig til manden for at gøre ham opmærksom på det ulovlige i hans parkering og bad om at se hans kørekort, nægtede manden at efterkomme anmodningen. Yderligere ville han ikke oplyse sin identitet til betjentene.
Efter en kort periode med tumult blev manden anholdt og sigtet efter retsplejeloven. På politistationen blev det afsløret, at den anholdte er en 18-årig mand fra lokalområdet. Han blev løsladt et par timer efter anholdelsen.