En 33-årig mand blev torsdag varetægtsfængslet, sigtet for en række alvorlige forbrydelser mod en 26-årig kvinde. Forbrydelserne omfatter psykisk vold, trusler, ulovlig tvang og fysisk vold. Sigtelserne stammer fra en episode, der fandt sted i Nakskov sidste fredag, hvor manden kom til kvindens adresse.
Uenighed om samvær med deres fælles barn førte til, at den 33-årige skubbede til kvinden, således at hun mistede balancen og slog hovedet ned i gulvet. Herefter låste han kvinden inde og truede hende med yderligere vold. Det fremgår også, at manden i en periode op til denne voldshandling har truet kvinden og udøvet psykisk vold samt social kontrol over hende.
Manden blev anholdt onsdag klokken 16.19 og er nu varetægtsfængslet frem til den 21. maj. Retsmødet, hvor beslutningen blev truffet, blev afviklet for lukkede døre.