En 89-årig kvinde fra Nakskov blev udsat for bedrageri, efter at en mand ringede og udgav sig for at være medarbejder i banken. Han fortalte, at kvindens hævekort muligvis var blevet misbrugt, og sagde, at han ville sende politiet ud for at hente hendes værdier.
En mand, der udgav sig for at være fra politiet, dukkede op på kvindens adresse og franarrede hende smykker og kontanter.
Politiet opfordrer til at være skeptisk, hvis ukendte personer kontakter dig og udgiver sig for at være fra banken eller en myndighed. Banker og offentlige myndigheder beder ikke uopfordret om pengeoverførsler eller personlige oplysninger, og de kommer ikke hjem for at hente betalingskort. Udlever aldrig kort eller koder.
Et råd er at afbryde samtalen og ringe til en yngre pårørende for hjælp. Man kan også lave et kontrolopkald til bankens hovednummer eller politiets servicecenter på 1-1-4. Tal med ældre familiemedlemmer og venner om ikke at udlevere personlige oplysninger, koder eller betalingskort. Det er desuden muligt at få udeladt telefonnummer ved at kontakte sit teleselskab. Se mere på Sikker Digitals hjemmeside.