Pressemeddelelse
Fem mænd blev i dag dømt skyldige i en sag om grov afpresning ved retten i Nykøbing Falster.
I perioden fra februar til juni i 2021 afpressede mændene ved trusler to mænd til at udbetale store pengebeløb til dem. De to ofre var ansat i et tagfirma, hvor den ene domfældte i sagen havde været ansat.
En 27-årig mand, der har tilknytning til bandemiljøet, blev idømt 9 måneders fængsel. Samtidig fik han tre års forbud mod at færdes og opholde sig på en række adresser med tilknytning til den kriminelle gruppering.
En 28-årig mand blev idømt 10 måneders fængsel og det samme blev en 33-årig mand. En 24-årig mand fra Nakskov blev idømt 60 dages fængsel og det samme blev en 29-årig mand fra Søllested.
- Det er en meget grov sag om afpresning, hvor en gruppe mænd med trusler helt kynisk og hen over en lang periode har afkrævet borgere penge og jeg er tilfreds med at retten i dag har fældet dom i sagen, siger senioranklager Siw Olsen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Flere af de dømte udbad sig betænkningstid i forhold til en eventuel anke.