To rumænske mænd på 49 år fremstilles fredag i grundlovsforhør i retten i Nykøbing, sigtet for 17 tilfælde af butikstyveri. Tyverierne, der omfatter make up for et større beløb og store mængder kaffe, er begået i perioden fra den 21. juni til 12. oktober.
De to mænd blev anholdt torsdag klokken 12.40 i Taastrup efter en efterforskning af politiets udlændingekontrolafdeling i Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi. Tyverierne har fundet sted i forskellige forretninger i flere byer, herunder Nakskov, Nykøbing, København, Hvidovre, Helsingør, Gilleleje, Ølstykke, Fredericia, Kolding, Haderslev, Christiansfeld og Odense.
Udlændingekontrolafdeling Øst (UKA Øst), der er placeret i Rødbyhavn, har stået for efterforskningen. Afdelingen består af operativt personale, efterforskere og analytikere og har et tæt samarbejde med de øvrige politikredse på Sjælland. UKA Øst efterforsker kriminalitet begået af omrejsende kriminelle grupper på Sjælland og Lolland-Falster og har ansvaret for den midlertidige grænsekontrol til Tyskland via Rødbyhavn og Gedser.