Nakskov er i nat nævnt i døgnrapporten fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
NAKSKOV: Hærværk på kirkegård
Politiet fik fredag morgen en anmeldelse om, at der var blevet begået hærværk på Nakskov Kirkegård. I tidsrummet mellem torsdag klokken 18 og fredag morgen var 13 store gravsten blevet væltet, hvoraf fire havde fået skader. Herudover var der lyslanterner, der var blevet revet op og blomster, der var blevet ødelagt. Billeder fra kirkens videoovervågning viste, at det var to unge drenge, der stod bag, og senere fredag formiddag blev de to gerningsmænd genkendt af en medarbejder fra kirken. De viste sig at være 11 og 14 år, og begge fra lokalområdet. Politiet blev tilkaldt og drengenes forældre blev kontaktet. Der venter nu en erstatningssag.
NAKSKOV: Butikstyv taget
En medarbejder i en dagligvarebutik i Nakskov bemærkede fredag formiddag en kunde, der var i gang med at handle, men valgte kun at lægge nogle af varerne i kurven, mens en række andre varer blev stoppet ind under jakken. Han blev standset, da han forsøgte at gå igennem kasselinjen, og det viste sig, at jakken gemte på både æg, piskefløde, chokolade, oksekød, lightere, høretelefoner og badetøfler. Politiet blev tilkaldt, og manden, der var 46 år og fra lokalområdet, blev sigtet for butikstyveri.
GEDSER: Generede gæster på cafe
Politiet fik fredag klokken 14.22 en anmeldelse om, at en mand opførte sig aggressivt på en cafe i Gedser. Han råbte op, generede de andre gæster og skabte utryghed. Da politiet kom, blev han sigtet for at overtræde restaurationsloven og fik et forbud mod at komme på cafeen. Da politiet desuden vurderede, at han var ude af stand til at tage hånd om sig selv, blev han anholdt klokken 15.35 og taget med på stationen, hvor han måtte tilbringe aftenen i detentionen, før han blev løsladt igen klokken 21.07. Det var en 35-årig mand med ukendt adresse.
VORDINGBORG: Hash
Et vidne bemærkede fredag klokken 17.40, at der stod en mand på banegården i Vordingborg og røg en joint. Politiet blev tilkaldt, og på baggrund af et godt signalement fandt patruljen hurtigt frem til manden, der ganske rigtigt havde 3,5 gram hash på sig. Det viste sig at være en 27-årig mand fra Slagelse. Han blev sigtet for at overtræde lov om euforiserende stoffer.
SLAGELSE: Spraymaling
Fredag klokken 21.00 fik politiet en anmeldelse om, at der tidligere fredag aften var blevet malet med spraymaling på to ejendomme, der begge ligger i Slagelse og har samme ejer. Mistanken blev hurtigt rettet mod en tidligere beboer, og en 24-årig mand uden fast bopæl blev sigtet for groft hærværk og grafitti.
SAKSKØBING: Stjal planter fra supermarked
Et vidne bemærkede fredag klokken 23.15, at en mand gik rundt ved en dagligvarebutik i Sakskøbing og fjernede planter fra butikkens udstilling udenfor. På baggrund af et godt signalement fandt politiet hurtigt frem til manden, og det viste sig, at han havde taget i alt 27 planter til en samlet værdi af 480 kroner. Manden var 70 år og fra Nysted. Han blev anholdt klokken 23.33 og sigtet for tyveri fra en udstilling, før han blev løsladt igen klokken 23.39.
VORDINGBORG: Musikanlæg blev beslaglagt
Fredag aften var politiet hele tre gange nødt til at køre ud til en adresse lidt uden for Vordingborg, fordi der blev spillet for høj musik. En 34-årig mand blev sigtet for at overtræde ordensbekendtgørelsen, men da politiets besøg ikke så ud til at hjælpe, valgte patruljen ved det tredje besøg at beslaglægge mandens musikanlæg. Samtidig bemærkede politiet, at der lå en klump hash på et bord, og den 34-årige mand blev derfor også sigtet for at overtræde lov om euforiserende stoffer.
SØLLESTED: Vold
En 24-årig mand fra Københavnsområdet kom natten til lørdag gående med to andre på hovedgaden i Søllested, da en bil kom kørende og bremsede op. To mænd sprang ud af bilen, trak den 24-årige omkuld og gav ham flere slag og spark, mens han lå på jorden. Politiet blev tilkaldt og på baggrund af gode oplysninger fra vidner blev en 22-årig mand er sigtet i sagen, og politiet har en formodning om, hvem den anden gerningsmand kan være.
NÆSTVED: Tricktyveri
Torsdag klokken 15.46 kom en mand ind i Meny på Østergade i Næstved. Han ville købe nogle cigaretter, men da det ikke var muligt, ønskede han i stedet at få vekslet 3000 kroner, som han havde med i 100-kronesedler, til nogle større sedler. Undervejs lykkedes det ham at forvirre kasseekspedienten så meget, at han slap afsted med 5.000 kroner i stedet for 3.000. Manden var 50-55 år, 170 til 175 centimeter høj, kraftig af kropsbygning og med et østeuropæisk udseende. Han havde sort, mellemlangt hår, og var iført en sort T-shirt. Han talte dårligt engelsk med accent. Politiet hører gerne fra eventuelle vidner, der har set manden, og opfordrer til, at man er særdeles opmærksom, når en kunde ønsker at få vekslet penge, da det ikke er første gang, at en ekspedient er blevet snydt på den facon.
NÆSTVED: Nedslidte bildæk
En patrulje var fredag klokken 21.00 forbi Fiskerhusvej i Næstved, hvor en gruppe på 20-30 bilentusiaster havde samlet sig. Det blev til en god dialog om regler og færdsel, og der blev herudover oprettet to sager om nedslidte bildæk og en bil blev indkaldt til syn.
FAXE: Vold mod ægtepar
Politiet fik lørdag klokken 11.08 en anmeldelse om, at et ældre ægtepar var blevet overfaldet i deres hjem i Faxe. Den ældre mand var blevet sparket i hovedet, og den ældre kvinde var blevet væltet omkuld. Der var desuden stjålet en guldkæde, to ure og en bilnøgle. Baggrunden var tilsyneladende nogle uoverensstemmelser om økonomi, og da parterne kendte hinanden i forvejen, var det hurtigt at finde frem til de mulige gerningsmænd. En 37-årig kvinde fra Stevns blev derfor anholdt klokken 11.58 og sigtet kvalificeret vold. Hun blev taget med på stationen og afhørt, før hun blev løsladt igen klokken 19.03.
LUNDBY: Brændte haveaffald af
En 47-årig mand fra Skælskør blev lørdag klokken 12 sigtet for at overtræde affaldsbekendtgørelsen, fordi han valgte at brænde noget haveaffald og afskårne grene af i en metalspand ved en ejendom lidt uden for Lundby.
Bemærk – Bor du i en byzone, kan du gå ud fra, at der hele året er forbud mod at brænde haveaffald af. Det samme gælder for sommerhusområder. Bor du i landzone, kan kommunen tillade, at du brænder haveaffald af i perioden fra 1. december til 1. marts. Tjek de præcise regler i din kommune eller se mere info på Miljøstyrelsens hjemmeside.
NÆSTVED: Slog sidespejl i stykker
Politiet fik lørdag klokken 18.04 en anmeldelse om, at en motorcyklist havde smadret et sidespejl på en bil. De to parter var tilsyneladende kommet op at diskutere, efter at bilisten havde fået lavet et udsving med bilen, netop som motorcyklisten var i færd med at overhale. En 35-årig mand fra Næstved blev sigtet for hærværk.
SLAGELSE: To kom op at slås
På vej hjem fra en bytur i Slagelse kom to mænd natten til søndag op at slås i Træskogården i Slagelse. De stridende parter blev skilt ad, og de blev begge to sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. Der er tale om en 27-årig mand fra Gørlev og en 31-årig mand fra Slagelse, og de kan nu begge vente en bøde for overtrædelsen.
KORSØR: 16-årig anholdt efter trusler
En 16-årig fyr fra Korsør blev søndag klokken 2.00 anholdt i Korsør. Det skete, efter at han havde truet en 15-årig fyr med en kniv. Efter truslerne kørte flere politipatruljer til området omkring Caspar Brands Plads, og her blev den 16-årige anholdt. Han er sigtet for trusler og blev afhørt på politistationen i Slagelse, inden han blev løsladt igen klokken 3.58. De sociale myndigheder er underrettet om sagen.
NÆSTVED: 14 kørte for hurtigt
En af politiets målevogne fra den automatiske trafikkontrol holdt lørdag aften på Vordingborgvej over for Dyrskuepladsen, hvor der er hastighedsbegrænsning på 60 km/t. Mellem klokken 20.21 og 0.45 kørte 533 trafikanter forbi målevognen, og 14 af dem blev målt til at køre for hurtigt. Den højeste hastighed var 100 km/t, og det giver en betinget frakendelse af kørekortet. To kørte så hurtigt, at de står til et klip i kørekortet.
NÆSTVED: Ville ikke oplyse sin identitet til politiet
Søndag klokken 3.55 tjekkede politiet en mand på Lille Englebjergvej lidt uden for Næstved. Han ville imidlertid ikke fortælle politibetjentene hverken fødselsdag eller navn, og han blev derfor anholdt og sigtet for overtrædelse af retsplejeloven. På politistationen i Næstved kom han i tanke om både navn og fødselsdag. Det var en 20-årig mand fra Næstved, og han blev løsladt igen klokken 7.36.
NYKØBING: To standset på ulovlige knallerter
Politiet standsede søndag klokken 17.10 to knallertkørere på Brovejen i Nykøbing. Den ene – en 16-årig fyr fra Nakskov – brugte ikke styrthjelm, og han havde ikke tegnet den lovpligtige ansvarsforsikring. Den anden var en 18-årig mand fra Nykøbing, og de to knallerter blev taget med til nærmere undersøgelse på politistationen.
NYKØBING: 39-årig sigtet for røveri, trusler og forsøg på vold
Søndag klokken 18.45 fik politiet en anmeldelse fra Føtex i Guldborgsundcentret i Nykøbing, hvor en kunde havde stukket ud efter en ansat med en kniv, efter at han havde forsøgt at stjæle en øl. En kunde – der tilfældigvis er politimand – fulgte efter den pågældende, og på et tidspunkt truede han politimanden med at blive stukket ned. Flere politipatruljer blev tilkaldt, og der holdt også en ambulance standby, men klokken 20.20 blev røveren anholdt. Efter anholdelsen forsøgte han at nikke en betjent en skalle, men han ramte ikke. Der er tale om en 39-årig mand fra Nykøbing, som er blevet sigtet for røveri, for trusler og for forsøg på vold mod politiet. Han fremstilles formentlig i grundlovsforhør mandag.
NÆSTVED: Larm på Blegdammen
Søndag aften var en halv snes køretøjer samlet på Blegdammen i Næstved, og det gav noget larm i form af trykluftshorn og larmende accelerationer. En politipatrulje blev sendt til stedet, og her blev en enkelt trafikant sigtet for at køre uden den forreste nummerplade.
NAKSKOV: Skød med luftgevær
Søndag klokken 22.36 fik politiet en anmeldelse om, at nogle unge mennesker opholdt sig ved et shelter på Svingelen i Nakskov, og at de skød med luftgevær. Politiet rykkede ud til stedet, hvor de ganske rigtigt var syv unge mennesker, men ingen af den kendte noget til skyderi med et luftgevær. Lige nærheden fandt politibetjentene et luftgevær, men der var ingen, der meldte sig som ejer af geværet. Derfor blev det taget med til politistationen i Nakskov som hittegods.
SLAGELSE: Politiet efterlyser vidner til voldtægtsforsøg
Søndag klokken 22.41 var en 30-årig kvinde udsat for et voldtægtsforsøg. Det skete på Kierulffsvej i Slagelse. Kvinden var nede med affald, da hun blev råbt an af en mand, der stod ude på vejen. Han forklarede, at han havde ondt i hoften og bad om hjælp til at komme hen til sin bil, der holdt i nærheden. Kvinden fulgte manden ud på Rosenkildevej, hvor han trak hende ind bag en hæk og holdt hende fast, mens han trak sine bukser ned. Det lykkedes dog kvinden at sparke sig fri og tilkalde politiet.
Kvinden kom ikke noget til, men var naturligvis rystet over oplevelsen, der efterforskes af politiet som forsøg på voldtægt.
Gerningsmanden beskrives som:
Mand, Ikke etnisk dansk af udseende, ca. 45-55 år, omkring 185-195 cm høj. Han var muskuløs af bygning og var lys i huden. Han lugtede og var usoigneret. Han havde mørke øjne og tæt, sort fuldskæg på 1-2 cm længde. Han talte dansk med accent og havde en mørk hue med ukendt logo på, sort trøje og mørke jeans med bælte.
Politiet hører gerne fra evt. vidner, der har bemærket noget omkring gerningstidspunktet. Ring 1-1-4.
MARIBO: Spøgelsesbilist standset på Sydmotorvejen
Politiet modtog mandag klokken 0.38 en anmeldelse om, at en bil kørte i det forkerte spor mod syd ad Sydmotorvejen ved Maribo. Det lykkedes at standse bilisten kort efter. Det var en 48-årig mand fra Eskilstrup, og han blev sigtet for at køre mod færdselsretningen. Ud over en bøde givet det også et klip i kørekortet.
INDBRUD
Politiet har weekenden modtaget følgende anmeldelser om indbrud i privat beboelse:
By | Vej | Type | Tidsrum | Udbytte |
Faxe | Roholtevej | Hus | Lørdag klokken 14.45 – onsdag klokken 9.00 | En nøgle |
Slagelse | Sagavej | Hus | Lørdag klokken 2.44 | Ikke umiddelbart stjålet noget |
Sakskøbing | Nørrevang | Hus | Lørdag midnat – klokken 5.15 | Punk og taske med personlige papirer og en mobil af mærket Huawei |
Tureby | Bjerredevej | Hus | Mandag klokken 12.00 – søndag klokken 15.00 | Smykker og et ur af mærket Michael Kors |
FÆRDSELSKONTROLLER
I weekenden har politiet haft en enkelt færdselskontrol:
By | Vej | Tidspunkt | |
Vordingborg | Sydmotorvejen | Fredag klokken 8.00-14.30 | 21 køretøjer blev standset og kontrolleret på motorvejen. Tre blev målt til at køre så hurtigt i en 90 km/t-zone, at de står til et klip i kørekortet. Den ene blev målt til at køre 139 km/t, og da det er det tredje klip, den pågældende får, medfører det en betinget frakendelse af kørekortet. Fire blev sigtet for at bruge håndholdt mobil, og det giver også et klip i kørekortet. En af de fire havde i forvejen to klip og står således også til en betinget frakendelse af kørekortet. En blev sigtet for kørsel i nødsporet |
Husk, at det er muligt at bestille en færdselskontrol på politiets hjemmeside.
HASTIGHEDSKONTROLLER
Politiet har i weekenden haft følgende hastighedskontroller:
By | Vej | Tid | Type | Kontrollerede | Fartbilister | Tilladt | Hurtigste | Klip |
Haslev | Ringstedvej | Lørdag klokken 7.58-13.36 | ATK | 855 | 57 | 80 km/t | 126 km/t | Seks klip |
Haslev | Vordingborgvej, Dalby | Søndag klokken 10.52-13.30 | ATK | 365 | 28 | 50 km/t | 76 km/t | To klip |
Nykøbing | Vesterskovvej | Søndag klokken 16.00-20.00 | ATK | 799 | 71 | 50 km/t | 75 km/t | Fire klip |
Nykøbing | Gedservej | Fredag klokken 20.51 | ATK – bestilt færdselskontrol | 66 | 1 | 50 km/t | 64 km/t | - |
Næstved | Vordingborgvej | Lørdag klokken 20.21-0.45 | ATK | 533 | 14 | 60 km/t | 100 km/t | To klip og en betinget frakendelse |
Rønnede | Faxevej, Kongsted | Søndag klokken 7.38-10.10 | ATK | 392 | 54 | 60 km/t | 119 km/t | 10 klip og tre betingede frakendelser |
Øster-Ulslev | Holebyvej | Fredag klokken 8.04-14.00 | ATK | 552 | 42 | 50 km/t | 98 km/t | Otte klip og to betingede frakendelser |
PÅVIRKEDE TRAFIKANTER
I weekenden har politiet standset følgende påvirkede trafikanter:
By | Vej | Tidspunkt | Person | Sigtet for |
Maribo | Engestoftevej | Søndag klokken 10.20 | 32-årig mand fra Maribo | Narkokørsel og sigtet for at køre i en uindregistreret bil uden forsikring |
Næstved | Havnegade | Fredag klokken 17.29 | 28-årig mand fra Roskilde | Narkokørsel og kørsel uden førerret og kørsel uden sikkerhedsssele |
Rødby | Sædinge By | Lørdag klokken 14.52 | 29-årig mand fra Nakskov | Narkokørsel, kørsel i frakendelsestiden og uberettiget brug af nummerplader |
Rødbyhavn | Indrejsefeltet | Søndag klokken 0.45 | 20-årig mand fra Taastrup | Narkokørsel |
Rødbyhavn | Indrejsefeltet | Søndag klokken 23.25 | 38-årig mand fra Eskilstrup | Narkokørsel |
Sorø | Stationspladsen | Lørdag klokken 4.15 | 23-årig mand fra Fuglebjerg | Narkokørsel og kørsel i frakendelsestiden. Desuden blev han sigtet for uberettiget brug af de nummerplader, der sad på bilen |
Sorø | Storgade | Søndag klokken 17.15 | 25-årig mand fra Stenlille | Narkokørsel |
Toreby | Sakskøbingvej | Fredag klokken 10.34 | 52-årig mand fra Kettinge | Narkokørsel på knallert – og desuden havde den 52-årige ikke tegnet den lovpligtige ansvarsforsikring på knallerten |