Tirsdag klokken 18.30 modtog politiet en anmeldelse om, at der blev kylet forskellige ting ud fra en førstesalslejlighed i Nakskov. En politipatrulje blev sendt til stedet for at undersøge sagen nærmere.
Ved ankomsten fandt betjentene forskellige ting liggende på fortovet, herunder en pose med nogle hashrester. Politiet bankede på i lejligheden og traf en 25-årig mand.
Den 25-årige mand blev vejledt om at rydde op på gaden. Under ransagningen fandt betjentene en machete i lejligheden, som den 25-årige ikke havde tilladelse til at besidde. Våbnet blev konfiskeret, og manden blev sigtet for overtrædelse af knivloven.